Her er historien om et menneske i en kaotisk verden. I denne novelle følger vi et menneske, og bliver bekendt dettes opfattelse af verden, mens det af skæbnen bliver drevet ud af og ud i universets afkroge. http://zunavi.dk/story.aspx?s=1 http://zunavi.dk/story.aspx?s=1 http://zunavi.dk/pics/rssButton.gif 12 12 Rumskibet er blevet sådan her, fordi det er standard-procedure for lange rejser. Vi er på vej ud i et kæmpe tomrum, så vi skal være i stand til at glide hele vejen til vores destination uden mulighed for at stoppe op og tappe hydrogen eller andet brændstof fra støvskyer eller kometer. Hvor vi er hen kan man sådan set ikke se. Kigger man op mod vores destination kan man se nogle mægtigt lysende pletter. Normalt ville man ikke med det blotte øje kunne se stjerner så langt væk, men eftersom vi flyver med mange gange lysets hastighed efterhånden forstærkes deres lys idet fotonerne presses sammen. Hvordan det skulle kunne lade sig i sammen- eller modhæng med naturens love, må man spørge en ekspert i anti-fysik og dette mærkelige felt, der er blevet dannet inde i rumskibet. En monoton, dyb, dunkende lyd breder sig i hele skibet. Det skyldes en forskydning af lys i den 4 dimension forsaget af aluminiumskuglerne, som danner disse bump hver gang balancen skal genoprettes. Det er hvad jeg får at vide af en af Sønnerne af Azza, efter han har givet mig en lang forklaring om, at vi ikke kan støde ind i nogen ting, fordi vi er tachyoner og ude af stand til at udveksle informationer med omverdenen. - alt sammen selvfølgelig vås som jeg ikke fatter noget som helst af, som jeg skal have kastet i hovedet for at undre mig lidt over en dunkelyd. Egentlig er vi slet ikke på vej mod noget synligt. Selvom man kan se stjerner forude er der temmelig tomt, der hvor vi har retning imod. Men det skulle være således, at vores destination vil nå at bevæge sig derhen i rummet, hvor vi er på vej imod, når vi kommer frem. Hvilken destination det så er, og hvor lang tid vi egentlig skal bruge for at komme så vidt, skal man nok vide lidt mere om himmellegemer end alt den information, astronomer har samlet i hele den tid vi har boet på den planet vi forlader nu. Græsset er lagt ud over alt det gulv, som rammes af lys fra stjernerne forude. Det kommer nemlig til at blive et betydeligt kraftigere lys, eftersom vi stadigvæk accelererer, og skinner jo desuden konstant. Så det er vigtigt at lyset fanges i hurtigt i skibet i stedet for at blive reflekteret alt for mange gange. Ikke blot kan vi bruge energien til mad, men lyset skal under alle omstændigheder fanges. Det lys der bliver reflekteret vender jo blot tilbage tilbage til skibet igen, eftersom vi flyver hurtigere end lyset, så snart det kommer uden for dette anti-fysiske felt, og så bliver dunkelydende bare endnu højere. Plus det at lyset bremser os dobbelt så meget, hvis det reflekteres frem for at fanges. Jeg ved ikke om det kaldes et anti-fysisk felt, men ikke engang sønnerne af Azza har tilsyneladende en idé om, hvordan det virker, så alt jeg ved er alt det andet her, som jeg overraskende godt kan huske og forstå lidt af. Jeg har nok alligevel lidt viden gemt fra min uddannelse indenfor hvad-jeg-nu-end-lavede med rumskibe, før jeg mistede hukommelsen. http://zunavi.dk/story.aspx?s=1&c=9 Det var tilsyneladende ikke noget jeg havde prøvet før jeg døde og mistede min hukommelse, at warpe, som man kalder det uden for fagsprog. Hvis jeg stadigvæk havde min hukommelse kunne jeg måske huske, hvad det egentlig hed, for jeg har jo tilsyneladende arbejdet med rumskibe. Men hvad var chancerne også for, at jeg skulle havde prøvet at forlade atmosfæren før? Der var jo ikke rigtigt noget at lave herude, udover at komme langt væk fra vores hjem, fordi nogen eller noget havde ødelagt vores hjem og delvist udryddet os. Da skibet satte igang var der ikke noget at mærke. Hele "flåden" gled lydløst og gnidningsfrit gennem det tomme rum, og det eneste der fortalte en at vi overhovedet bevægede os, var planeten hvis atmosfære, vi lige havde løsrevet os fra, som langsomt bevægede sig væk fra skibene. Og det tog lang tid. Der må være gået mere end en time, før man overhovedet kunne mærke, at noget bevægede sig - og mange timer før man ikke kunne se planeten længere. Jeg stod der og kiggede i samtlige af de ca 11 timer, det tog at nå lysets hastighed. Jeg havde slet ikke sovet siden jeg vågnede til nyhederne om, at Arken var ødelagt, og jeg var heller ikke træt, for den evne har jeg mistet. At blive træt. Det var nok til at holde ud bare at stå og kigge ud på små lysende pletter i så lang tid, fordi jeg tænkte så langsomt. En af de mange ting jeg alligevel fik overvejet var, hvordan jeg dog skal gøre, når jeg begynder at fungere normalt igen. Vil permanent søvnløshed blive til en gave eller en forbandelse? Da vi nåede til lysets hastighed skete der noget uventet og mærkeligt. Selvfølgelig regnede jeg med, at der ville ske noget mærkeligt. Der var sket mange mystiske ting allerede. Ikke nok med de forgående kaotiske begivenheder: nu var skibene var blevet forvandlet til store drivhuse med mystisk græs overalt hvor der var glas, og folk var begyndt at bygge små hytter på græsplænerne. Rundt omkring på græsplænerne var små øer med store skærme og andet ukendt teknologi, som beboere kom og kiggede til af og til. Rundt omkring langs væggene stod der mærkelige kampestensstore aluminiumskugler med skodder for hvad der skulle vise sig, da vi var ved at nå lysets hastighed - et dusin bånd af ringlamper ind i aluminiumskuglerne, der begyndte at lyse med noget, som ikke var lys, men alligevel kunne ses. Jeg havde fået at vide, at man ikke ville kunne se noget som ikke lå i den retning, skibet bevægede sig imod, når vi nåede lysets hastighed. Og det passede, men kun på de andre skibe og stjernerne, der lå uden for vores skib. Når man så ned på sine fødder og græsset, var det der stadigvæk. Godt nok var det sådan, at lige før aluminiumskuglerne kom med deres spøgelsesagtige udstråling, havde det været svært at se rundt pga. et indtrængende mørke. Men da de så gik i gang, skete det mærkelige. Det var uhyggeligt og føltes farligt. Jeg kunne lige så godt være død igen, for det var som om jeg blev trukket ud af verden. Men det er vel ikke så langt fra hvad der egentlig skete. Fysikkens love blev jo brudt netop der. To gange. På næsten samme tid. http://zunavi.dk/story.aspx?s=1&c=8 Et af de andre rumskibe larmer lidt, men det kan kun høres som en svag summen. Ellers er der ikke en lyd at finde udover en fjern krattende blanding af mekaniserede stemmer, som blander sig i samtalen mellem dem, der er til stede i skibet. Det danner en summen, når folk snakker konstant nede ved overvågelsesøen i midten af det prægtige matriarkskib, ligesom i et handelshus med højt til loftet eller som i en lufthavn. Vi flyder lige nu omkring turbopausen. Alle rumskibene er blevet samlet og vi er nu godt i gang med den endelige opstigning. Dronerne er ikke længere til at finde, efter vi har passeret mesopausen, hvilket er grunden til den overraskende stilhed. Luften skulle også være meget tyndere her i termosfæren. Faktisk så tyndt, at hvis det ikke var for den intense varme, ville mennesker kunne overleve i atmosfæren uden ECLSS. Men det bliver kun et kort stykke tid, for trykket er stadig faldene. Da jeg bliver træt af at kigge ud i den nu oplyste atmosfære, vender jeg mig om og støder på en kvinde, som tilsyneladende har betragtet mig i et stykke tid nu. Hun er en af de få andre, der havde været døde et kort stykke tid, men det virker ikke til, at hendes sociale evner har taget skade. Hvis altså ikke hun allerede har genvundet dem igen. Hun vil gerne invitere mig til at være med i en gruppe af mennesker, der alle lider diverse midlertidige eller permanente skavanker efter at have været døde i for lang tid. Hun har en udstråling, der gør at jeg får lyst til at fordrive tiden med hende, så jeg følger med hende og opdager, at der faktisk er ret mange lige som mig. Man opnår jo hurtigt status som kendis blandt normale væsner, når alle omkring en ved, hvor heldig man egentlig er for stadig at være i live. Derfor er det meget behageligt at være i den i øvrigt pæne hal, vi har fået stilt til rådighed, når man nu bliver helt normal igen i blandt de folk, som har samme særhed som en selv. Det er også derfor, jeg nok vil tilbringe resten af den rejsetid, vi har for os med denne hal som hjemsted. Men jeg må glæde mig til at vende tilbage til hallen næste gang jeg kommer her, for da vil nogle af de andre medlemmer vende tilbage, som lige nu fordriver ventetiden ved at vandre rundt i det store rumskib. For iblandt dem skulle være en rigtig, levende menneskemand, som jeg glæder mig til at se en af. Nu befinder jeg mig jo ikke længere i en verden hvor mænd er et så sjældent fænomen. Sønnerne af Azza driver jo rundt på rumskibene. Men en rigtig menneskemand af min egen race havde jeg aldrig i mit liv set. End ikke på billeder. Da jeg forlader hallen igen, og går hen til mit nærmest personlige udkigssted, går der ikke længe før vi stiger ud af atmosfæren. Rumskibet larmer først lidt. En enkelt gang begynder alting da også at ryste lidt, da der sker en fejl i morph-proceduren, men den bliver snart rettet og endelig er rumskibet klar til at rejse i dybt rum. http://zunavi.dk/story.aspx?s=1&c=7 I dag var vi henne ved Arken. Jeg var ikke inde i skibet og se, og jeg blev lidt overrasket, da jeg opdagede at der rent faktisk var overlevende. Der kom ret mange ombord på det skib, jeg var på. Sønnerne af Azza var også dagen før flyttet ind på skibet. Selvom de helst holdte sig for sig selv, var der nogle af dem, der ikke selv havde rumskibe. Nogle af dem på skibet var dog meget sociale, ligesom ham der fortalte mig om Eden. Men han er på et af de andre skibe nu. Menneskene var ikke synderligt overraskede over de små mænd, i modsætning til mig første gang jeg så en. I hvert fald så vidt jeg husker. Udover menneskene var der også nogle få andre væsner, som jeg godt kunne huske som normale beboere blandt menneskene - de fleste af dem kæledyr, men få reelle humanoider var der også. Selvom jeg ikke kunne komme med ind i Arken og se, (det ville jeg heller ikke, hvis jeg kunne), var jeg en tur ude på landjorden for at se mig lidt omkring - mest af alt efter arken. Det gigantiske rumskib havde begravet sig dybt i jorden og havde skabt en kæmpe dal omkring sig. Havde det været en lidt mindre planet, ville klimaforandringerne allerede have gjort miljøet umuligt at leve i. Jeg blev kun i kort tid ude for at kigge mig omkring. I normal højde var trykket ret højt, så jeg måtte have en ubehageligt lille hjelm på, og udover at termodragten ikke rigtigt kunne holde mig helt varm, begyndte der også at komme nogle droner, som var blevet fostyrret af redningsarbejderne og tiltrukket af de skinnende rumskibe. De blev selfølgelig skudt ned, før de kom tæt på, men sammenlagt med min dårlige komfort, rundede det op til at jeg blev tilfreds med udsigten fra balkonen. Oppe på rumskibet faldt jeg i snak med nogle af de små mænd, og fandt ud af mere om Eden. Den ene fortalte mig om Shamshiel, som skulle være en af de ting, der gør stedet farligt. Ud fra hans beskrivelse virkede det som en form for rumskib eller drabant i kredsløb om planeten. En anden fortalte mig, at der skete mærkelige ting nede på planeten. Udover min spændene indsamling af uforståelige historier, opdagede jeg også at der var kvinder blandt de små mænd. De skulle helst lidt tæt på, før man kunne se forskel, og der var ikke så mange af dem, men de var der. Og det fik mig til at undrer mig over, hvorfor de blev kaldt Sønnerne af Azza. http://zunavi.dk/story.aspx?s=1&c=6 Vi sidder i transporteren igen. Den rasler ikke på nogen måde længere, og selvom det indefra ligner, at nogen har lappet det hele sammen, har den aldrig haft det bedre. Den er sådan set også på en måde lappet sammen. Efter de mange sammenstød med droner den anden dag, trængte den til en del reparationer. Derfor er Samael, det mystiske væsen der kan antage formen af ingenting, begyndt at reparere den med dele fra de ødelagte kanoner på bjergtoppene. Vi flyver med transporteren fra kanon til kanon for at udvinde brugbare legeringer og omsmeltelige materialer. Jeg er begyndt at få en interesse for Samael, nu jeg kender hans navn. Men han er aldrig til at komme i nærheden af, fordi han hele tiden laver noget. Når vi flyver, driver han transporteren frem, og når vi ikke gør, har han travlt med at bygge på den. Derfor spørger jeg i stedet den lille mand, som tilsyneladende ikke har noget at lave ud over at kigge i sin kugle. Imens bliver transporteren større og større, og efterhånden går det op for mig, at det ikke blot er reparationer, der bliver udført. Vi skal også have nogle andre med, der hvor vi skal hen nu. Udover evt. overlevende, bor der nogle sønner af Azza rundt omkring i skjulte steder på planeten. Den lille mand ved, hvor de bor, og efter en halv dag er gået, har han så travlt med at snakke med dem, der nu ikke ønsker at bo på denne planet længere, at han ikke har tid til at holde mig med selskab. Samael bygger en form for balkon til mig. Den når selvfølgelig ikke ud af rumskibet, men ligger inde bag en glaskuple, som når så langt ud, at man får en meget pæn udsigt. En balkon er det heller ikke helt. Det er den nok for bred til. Jeg bruger resten af dagen på at høre musik og se ud på landskabet. Jeg har fået en sjov anordning, jeg aldrig har set før, som man kan bruge til lidt forskelligt, men som jeg kun kan finde ud af at høre musik med indtil videre. Transporteren bliver efterhånden til et andet rumskib. Selvom den ikke er blevet meget mere end dobbelt så stor i skroget, bliver det til et rummeligt krydstogtagtigt skib, da lastrummet bliver inddraget. Man kan se det meste af skibet fra alle etager. Udover nogle få rum, som kan lukkes med en dør, er rumskibet nærmest en stor hal med flere etager. Den sidste dag, vi holder os over bjergtoppene, kan man skimte små grupper af mænd lige som ham med kuglen gå rundt på rumskibet. Nogle af dem er selv fløjet dertil med deres rumskibe, og de kommer kun ind på vores for at mødes med hinanden, for kort efter at gå tilbage til deres egne skibe. Jeg snakker på et tidspunkt med nogle af dem, men de er alle sammen meget mærkelige, ligesom ham jeg mødte først, selvom de prøver at være venlige. En af dem fortæller mig om Eden, som er en mystisk planet ikke så langt herfra. Men jeg forstår ikke meget af, hvad han siger, udover at det er et farligt sted at være i nærheden af. http://zunavi.dk/story.aspx?s=1&c=5 Arken blev fuldstændigt splittet ad, før den nåede at ramme overfladen. Jeg så slet ikke noget af sceneriet, men jeg blev fortalt, at droner sværmede om skibet, mens kanonerne skød, så de selv gik til grunde. Vi gik alle tre ud af den lille transporter, der var landet på en af bjergene. Den mystiske entitet, der før ikke havde nogen form, påtog sig formen som en mand. Det var meget unormalt for mig. Som Lilin havde jeg aldrig været i nærheden af to mænd før. Alle de steder jeg havde været i verden, var der som regel kun kvinder. Mænd var et sjældent fænomen, men to på samme sted var meget mere usædvanligt. Der var jo heller ikke rigtigt brug for dem længere. De var nærmest blevet en luksusvare efter den genetiske revolution, og selvom der gik rygter om kolonier, hvor reproduktionen blandt menneskene stadigvæk foregik naturligt, virkede hanner som et uddøende køn. Den mystiske entitet skulle hen for at undersøge en af kanonerne. Den lignede en stor metalblomst, efter nogle af granaterne, den havde skudt med, var sprunget pga. overophedning. Den mystiske entitet, som nu var blevet en mand, konstaterede ud fra dette, at kanonerne måtte være sat op udelukkende for at opfylde denne ene opgave, og at det måtte være planlagt, at de alle sammen skulle overophede og gå i stykker. Jorden var meget mærkelig den dag. I atmosfæren var der mange partikler af forskellig art, og fordi det havde regnet dagen før, var mange af disse partikler blevet drevet ned til overfladen i form af syre. Derfor måtte jeg låne nogle specielle sko, der ikke blev ætset af den syrlige jord. Til gengæld var udsigten rigtig fin. Man kunne næsten ane byen fra bjergene. Godt nok steg der stadigvæk lidt røg op fra nogle få kanoner langt væk, der stadigvæk var ild i, men udover den uhyggelige udsigt over en kirkegård af kanoner på næsten hvert eneste lille bjerg umiddelbart i nærheden samt de mange ødelagte droner, var det en dejlig oplevelse at stå på bjerget og kigge. Jeg havde fået en lille neurologisk operation imens jeg sov, så jeg kunne glemme alle de mennesker jeg havde kendt før. De to andre havde ikke spurgt, om jeg ville gå med til det, men jeg var ikke rigtig sur på dem over det. Det var jo trods alt for min skyld, og hvis jeg skulle gå hele dagen og sørge over mine døde venner, ville jeg slet ikke have sindet til at opleve denne verdens skønhed i de få dage, den eksisterede endnu. Det var alligevel kun dem, der var døde, de havde slettet fra min hukommelse. Eller, det var kun den mystiske, der kunne skifte form, som kunne ændre i minder. Det var lidt svært at se Arken derfra, hvor vi stod, men nemmere end det var at se resterne af byen. Dronerne var godt i gang med at fortære begge dele, og det undrede mig, hvorfor de ikke også var i gang med at æde de splittede kanoner. Det var jo ikke fordi de havde nogen grund til at være bekymrede for den øgede stråling i området, i modsætning til den lille mand, der hverken var immun over for stråling eller brød sig om at spise nanoter. http://zunavi.dk/story.aspx?s=1&c=4 Jeg vågner igen. Den lille mand siger, at jeg er ved at komme mig nu. Bagefter får jeg noget køligt at drikke, som han siger, er sundt for mig. Det er begyndt at regne meget kraftigt nu. Eller det er i hvert fald det, jeg tror jeg kan høre. Jeg kan ikke se, hvad der sker udenfor igennem kuglen. Jeg kan kun se et mærkeligt objekt med nogle bittesmå lys på rundt omkring. Lige pludselig bliver kuglen rød, og den lille mand går helt i panik: Forhelvede, det er dronerne! De er ude efter skibet! Det er kanoner for satan! De er på vej op af jorden! Straks efter de støjende konstateringer, gør han noget mærkeligt ved kuglen, og undrende kan jeg kun se til, da den deler sig til fire små stykker, for at omringe den lille mand, der i mellemtiden er sprunget ned af stolen og ud på gulvet. Jeg ved godt, hvad der sker nu. Han gør noget, han selv synes er unødvendigt. Det sagde han sidste gang jeg var vågen: Transmiterer et direkte 3-dimensionelt billede med tale: Så hør dog på mig i tåber! Råber han til nogle usynlige mænd umiddelbart foran ham. Dronerne er ude efter jer, de har bygget kanoner! Kom væk derfra! Efter en kort pause fortsætter han: Der er en enormt stigende underjordisk aktivitet i bjergene. Det er en eller anden form for våben, de har lavet dernede. Jeg ved ikke om det er dronerne, eller hvem fanden, der har lavet dem, men de er ude efter jer. I er allerede faldet i fælden! Skynd jer at komme væk derfra, før de begynder at skyde! Den lille mand begynder at svede, mens han har en kort desperat stund, før han bliver afbrudt i sin pause ved et ordentligt hyl uden for og et efterfølgende knirkende brageri. Bagefter sukker han igen, og pakker sin kugle sammen til normal form, imens endnu et metal dyr støder mod rumskibet. De tåber. For hvert minut de tøver, reducerer de deres allerede spinkle håb for at komme ud af dette her uskadt. Jeg håber ikke at du har forudset det her, for hvis du har, ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Konstaterer han til den mystiske ting, der styrer rumskibet,før han spørger: Er der absolut intet, vi kan gøre nu? Da kuglen igen begynder at lyse rødt, er reaktionen overraskelse igen, men knapt så meget. Efter nogle få instrukser fra manden, drejer skibet igen. Senere giver det et overordentligt ryk, da det begynder at accelerere. Nogle minutter efter bliver verden lige pludselig en hel del uhyggeligere. De nu hyppigere sammenstød med små metaldyr var ubehagelige, men de lyde, der kommer udefra nu er rædselvækkende. Først kommer dybe dump i en bølgende rytme. Slet ikke at sammenligne med musik. På ingen måde behagelige og direkte følbare. Senere kommer der et orkester af hvin og skrig fra ukendte objekter eller energi, der gennemskærer luften med højere hastighed end lyden, som ellers gør det samme. Til sidst melder sig ubeskriveligt store brag sig til kaos-symfonien, og jeg må høre på en sådan larm indtil jeg bliver midlertidigt døv, for for minutter senere at besvime. http://zunavi.dk/story.aspx?s=1&c=3 Imens transporteren fløj mod bjergene, stødte vi lige pludselig ind i noget, Det stødte diagonalt ind i skibet og gav en ordentligt brag igennem skroget, Den lille mands kugle skiftede over til at viseudsynet fra et kamera med udsigt bagtil skibet, og jeg kunne tydeligt se et eller andet forkrøblet metaldyr drætte ned, Den var sandsynligvis lavet af let metal, og selvom det larmede meget, havde det nok ikke tilført egentlig skade på skibet, for den lille mand virkede ikke synderligt bekymret men nærmere muggen, Han ville nok vide det, hvis det var slemmere end blot irriterende larm, Den lille mand havde hjulpet mig op fra sengen og hen til en stol, Heldigvis var alle stolene ikke skåret ned til hans størrelse, og selvom bordet var lidt lavt, var det lige til at klare og desuden meget bedre end at ligge og krybe øjnene sammen for at se i kuglen fra den afstand, Manden vidste godt, at jeg havde store problemer med hukommelsen, det var helt normalt i min situation, sagde han, Han hjalp mig først med at at lære hvordan man bevæger sig rundt uden at falde alt for tit, men så blev han helt opslugt af den kugle igen, Det var sådan set fint nok, Det er hårdt at komme sig efter at have værert død, Jeg havde været død i mere end en halv time, så rimeligt mange hjerneceller var allerede gået til, Selvom det var frustrerende ikke at vide, hvordan man snakkede, når man også skulle trække vejret, havde jeg et utroligt let sind dengang, Det var heller ikke fordi den lille mand var hel normal i hovedet, Det ene minut kunne han fortælle mig, hvordan nogle klaner i krigsførsel på hemmelig vis lukkede helt af for baggrundsstrålingen i deres fjenders område, for nogle år senere at proppe det med radioaktivt affald, og før han var færdig med sætningen, kunne han afslutte emnet for at kigge på sin kugle, så jeg ingen mulighed havde for at skabe logisk sammenhæng, før han få minutter senere ville vendte tilbage fra kuglen med et nyt emne, Efterhånden lærte jeg dog at snakke lidt, Det var muligvis det, der var mandens hensigt, med alt den snak, Men det kunne også skyldes hans mangel på menneskelige rejsepartnere, En af de ting, han formåede at fortælle om, så jeg rent faktisk også kunne tage imod informationen, var om den mystiske ting uden farve eller form, Det var dog ikke fordi jeg kunne begribe hvad det var dengang, men han fortalte det så godt, at jeg stadigvæk husker det nu, http://zunavi.dk/story.aspx?s=1&c=2 Hvad fanden laver jeg her? Jeg befinder mig i et knirkende fartøj et eller andet sted, og jeg har ingen anelse om hvor det er. Der er ikke nogen vinduer eller døre, og alt tegn på omverden er en let lysende glaskugle, som åbenbart viser udsynet fra et kamera foran fartøjet. Udenfor er det buldrende mørkt, og det eneste man kan se er nogle regndråber, der bliver lyst op af fartøjets skarpe lys. Der sidder en meget lille, let rynket mand – hvis man kan kalde ham det, og kigger ind i den let lysende kugle, som egentlig kun er let lysende fordi resten af rummet er dunkelt, og kun lyses op af nogle svagtlysende striber i loftet. Det lille væsen har en stol og et bord. Man kan se tydelige ar på benene, efter at være blevet skåret over, så højden på bordet og stolen passer til den lille mand. Kuglen svæver i luften. Jeg ligger sådan set ned. Sengen er ikke fast inventar på denne her type fartøj, men den er sømmet godt fast i væggen og gulvet, der hvor den står i hjørnet af rummet. Det er ikke en rigtig seng, men den er blødere end metalgulvet. Da jeg skal til at sætte mig op, reagerer manden med kuglen med et Velbekommen. Det ser ud som om, han prøver at smile venligt, men han har stadigvæk sin opmærksomhed fanget inden i kuglen. Jeg kan ikke rigtig huske noget. Jeg ved, hvad jeg hedder, og hvad jeg er. Jeg kan godt huske hvordan, det ser ud, hvor jeg bor. Men jeg ved ikke hvordan man snakker. Jeg kan sagtens forstå, hvad manden lige sagde, men hvordan kan han snakke, samtidig med at han skal trække vejret? Jeg er sådan set glad for, at han ikke kigger på mig mere, for jeg ligger og måber, og ligner nok en idiot. Jeg kan sådan set heller ikke finde ud af at rejse mig op. Og så begynder fartøjet at ryste. Det er ikke så voldsomt, men jeg bliver helt rundtosset. Af gammel vane kigger jeg på alle fire vægge, og opdager at væggen til venstre for min udsigt, er den der lyser mest. Det er selvfølgelig ikke til at se, hvis man ikke er vant til at flyve i sådan nogle maskiner her. Egentlig ved jeg ikke noget, men min underbevidsthed fortæller mig, at fartøjet drejer til venstre. Da det er færdigt med at dreje kommer der en skikkelse frem ud af ingenting. Den har ikke nogen farve eller form, den er der bare, og den siger til den lille mand, at der er sket noget uventet. Arken er snart nået til bjergene. Der er lige opstået forhøjet underjordisk aktivitet i bjergene. Arken er et stort skib. Meget større end denne her lille transporter. Der er en masse mennesker inden i det. Det blev bygget på grund af dronerne. I starten var der ikke nogen droner. Der var en stor by, jeg boede i, men så kom dronerne lige pludselig. Ingen vidste hvor de kom fra, men de reproducerede sig selv rigtig hurtigt, og angreb byen hyppigere for hver dag, der gik. Nu sidder alle dem, som ikke flygtede for længe siden i det store rumskib, som nu er på vej op i omløbsbanen. http://zunavi.dk/story.aspx?s=1&c=1